Ole Busck, næstformand i DN Odsherred og repræsentant for DN i treparten for Isefjord og Roskilde Fjord

Foto: Birkemosegaard

At kvælstof skal tilbageholdes for at få en renere fjord, er der ingen tvivl om, det viser den grønne treparts data for belastningen af indre Isefjord og Kystvandrådets analyser af hvor kvælstoffet stammer fra. Det kommer primært fra de inddæmmede fjorde, Lammefjord og Sidinge fjord. Planer om kvælstof-vådområder på ydersiden af landkanalerne vil fjerne noget af det kvælstof, der udledes fra fjordene, men langt fra tilstrækkeligt.

Driftsformen skal omlægges

Hvis vi vil bibeholde grønsagsavl i fjordene – og det er der gode grunde til – skal driftsformen helt omlægges. Og det gælder uanset om regeringen kommer med en udsættelse af kravene til grønsagsavl eller ej.

Omlægningen skal tage udgangspunkt i jordens beskaffenhed sammenholdt med de krav, som treparten og EU’s forordning om naturgenopretning inden 2030 indebærer. Nogle steder, for eksempel der hvor undergrunden indeholder kulstof i form af tørv eller gytje og derfor konstant synker under konstant CO2-afdampning, eller der hvor det er muligt at retablere biodiversitetsrige strandenge, som Danmark ifølge EU har en særlig pligt til at genskabe, skal landbrugsdrift helt ophøre og de naturlige forhold i form af mose, strandeng eller sø genskabes.

Andre områder vil egne sig bedst til omlægning til permanent ekstensivering med mulighed for græsning og høslet, for eksempel de enge, som fremkommer ved omdannelse af kanalerne til bugtede vandløb. Dernæst skal grønsagsavl med økonomiske virkemidler eller gunstig regulering fremmes i forhold til al anden produktion (af dyrefoder, industriprodukter mv.).

Desuden skal grønsagsavl på de arealer, der egner sig til det, omlægges til økologi, som allerede støttes nu. Økologisk produktion er godt i forhold til at undgå kemiske sprøjtemidler og giver bedre biodiversitet, men anvender også kvælstof, omend i mindre mængder.

Derfor må avlerne tage skridtet videre til regenerativ, naturgenopbyggende dyrkning, hvor jordens givtighed og frugtbarhed på både kort og langt sigt sikres ved genopbygning af jordens humusindhold. Det betyder:

• dyrkning af et udvalg af egnede planter, herunder kløvergræs og bælgfrugter, der bringer luftes kvælstof ned i rodzonen i sædskifte med arealer med salgsafgrøder

• tilførsel af komposteret biomasse og fermenteret mikrobiologi (biosa)

• pløjning så vidt muligt erstattet af mere overfladisk jordbearbejdning for at skåne jordens mikrobiologi

• grønt jorddække året rundt og balanceret næringsstoftilførsel baseret på analyser af jorden

• komøg fra græsædende dyr på andre marker kan indgå i begrænset omfang

Jorden er blevet udpint

Jorden i fjordene er gennem mange år blevet udpint især gennem over-iltning som følge af pløjning og gødskning med gylle i stedet for fast møg eller kompost. Humusindholdet, der også holder på kulstof og vand, er dermed blevet nedbrudt.

Derfor må der i dag tilføres kemikalier foruden kvælstof i stigende mængder for at sikre udbyttet. Denne praksis skal ophøre og jordens sundhed, som bygger på den rette balance mellem kulstof og kvælstof og mellem de forskellige vigtige næringsstoffer (som er meget andet end kvælstof) og et sundt mikrobielt liv, genopbygges. Regenerativ, naturskånsom dyrkning er den eneste måde at sikre fortsat produktion af grønsager på i de inddæmmede fjorde.

Det forlyder fra landbruget, at danske landmænd er nogle af de dygtigste i verden – så kan det heller ikke være et problem for dem at lære og udøve principperne og metoderne i regenerativ dyrkning. Der findes en righoldig litteratur om emnet, og der står eksperter til rådighed til vejledning.

Artiklen er bragt som debatindlæg i sn.dk 2. september 2026