Det er den største af ’ildfuglene’, altså de blåfugle som har lysende orange vinger. Hannerne har skinnende-orange vingeoversider med en smal sort kant. Hunnerne er også orange, men med sorte pletter. Vingeundersiderne, som man ser når sommerfuglene sætter sig til ro, er orange med sorte og hvide pletter hos begge køn.

Larverne lever af Rødknæ og Almindelig syre

Larverne lever på Rødknæ og Almindelig syre – begge lidt undseelige planter, som faktisk er i familie med rabarber, og som lige som denne plante indeholder oxalsyre og smager surt.

Almindelig syre er let at kende på de pilformede blade som starter som en roset ved jordoverfladen hvorfra der udvikler sig en rødlig stængel med mere spredte blade og en blomsterstand på op til 50-60 cm. Blomsterne er enkeltvis ikke særlig markante, men tilsammen kan de danne er smuk rødlig dusk. Hvis planten får lov at stå vil blomsterstanden blive til en fin mørk brun vinterstander. Planten vokser på næringsfattig jord og ses ofte spredt i græsset i sommerhusområderne, hvor den desværre betragtes som ’ukrudt’.

Rødknæ er spinklere og mere rødlig, men ligner ellers Syre lidt. Bladene er dog ikke pilformede, men bare aflange med et par små vinger nær basis. Planterne bliver typisk ikke mere end 20-30 cm høje, men har tendens til at brede sig effektivt og danne rødlige ’skygger’ på de uklippede næringsfattige græsarealer. På strandengene bag Klint bakker ved Sonnerup skov, er det Rødknæ der giver det fine røde skær i højsommeren.

Ingen af disse planter tåler græsslåning gennem flere år, men de tåler fint en slåning sidst på året, når de har smidt deres frø. Og da de er flerårige vil rødderne skyde igen næste forår.

Opdager du planterne på din grund, så lad dem udvikle sig, så du kan se den karakteristiske vækst og farve, og især så Dukatsommerfuglen kan finde foder til sine larver. Den trænger til en hjælpende hånd.

Dukatsommerfugl - han

Foto: Ulf Bjerre

Almindelig syre - inden den får blomster. Læg mærke til de pilformede blade.

Foto: Henrik Grüttner

Fin bevoksning af Rødknæ, Engelskgræs og Blodrød Storkenæb – som overlever der hvor græsslåmaskinen ikke kommer. Foto: Henrik Grüttner.