Resume af 202 høringssvar til hotelprojekt i fredet natur i Skamlebæk Odsherred
Udkast til lokalplan med miljørapport samt et kommuneplantillæg har været i 8 ugers offentlig høring. Odsherred Kommune har modtaget hele 202 høringssvar, hvoraf 85% er meget kritiske over for det foreslåede hotelprojekt. Det er et usædvanligt stort antal svar. Svarene blev straks efter deadline fjernet fra lokalplanportalen, så de kan ikke tilgås af offentligheden.Bente Ilsøe, DN Odsherred, foto Palle Made
Det er ikke småting, der kritiseres i høringssvarene, og de, der har svaret, har sat sig meget grundigt ind i detaljer og lovgivning. Flere af svarene udtrykker undring over kvaliteten af planprocessen. Det påtales, at udkastene til kommuneplantillæg og lokalplan er baseret på nogle projektoplysninger, der er så mangelfulde og fejlbehæftede, at de ikke kan danne grundlag for beslutninger.
Odsherred Kommune anklages for at have udvist en bemærkelsesværdigt lempelig tilgang til helt grundlæggende principper for god forvaltningsskik og jura, og der er ikke lyttet til de omfattende naturfaglige og juridiske indvendinger mod planarbejdet, som gentagne gange er fremsendt under planprocessen, hvorimod hensynet til bygherres økonomiske interesser og projektets fremdrift øjensynligt er blevet tillagt en betydelig vægt.
Den generelle holdning blandt naboer og brugere af området med den unikke naturstatus er, at projektet støder så hårdt imod lovgivningen, at det helt bør opgives, eller genovervejes og gentænkes. Fastholdes projektet, kræves det at som minimum må miljøundersøgelsen gå om og lokalplanen og kommuneplantillægget gennemgå en omfattende revision.
Naturværdierne:
En gennemgående kritik i høringssvarene er, at et hotel vil påvirke den fredede og sårbare natur negativt. Området er EU beskyttet som Natura 2000 område, og derfor skal enhver negativ påvirkning af levesteder for Bilag IV-arter (f.eks. flagermus og Markfirben) kunne udelukkes. Den foreliggende miljøvurdering har påvist, at Markfirben og flagermus forefindes på området, der ønskers bebygget, og det prøver miljørapporten at komme uden om ved at anvise nogle afværgeforanstaltninger. Men det, der er lovkrav om, er en såkaldt habitatvurdering, som, på baggrund af den bedste tilgængelige viden på området, skal dokumentere et totalt fravær af skadelige virkninger. Dette ”forsigtighedsprincip” er fastslået af EU-domstolen og kan ikke fraviges.
I høringssvarene kræves det derfor, at miljøvurderingen erstattes af en regulær habitatkonsekvensvurdering, der er baseret på aktuelle, dækkende og uafhængige feltundersøgelser, og som ikke bygger på antagelser og hypotetiske afværgeforanstaltninger, der ikke er beskrevet tilstrækkeligt konkret i lokalplanen og som ikke er gennemført inden et projekt igangsættes. Desuden skal alternativerne til et hotelbyggeri vurderes. En sådan analyse er grundlag for både kommuneplantillægget, Kystdirektoratets dispensation fra strandbeskyttelsen og for lokalplanen.
Forsøgstilladelsen, Natura 2000 handleplanen og fredningen kræver alle, at et hotel også bidrager positivt til områdets naturtilstand. Det loves også af bygherren, som dog først vil gå i gang med det, når et hotel er i drift og giver overskud. Det kritiseres i høringssvarene, at naturplejen ikke er nærmere beskrevet i lokalplanudkastet, som kunne stille bindende og specifikke krav om naturpleje før projektet realiseres. Områder er under hurtig tilgroning, og det er kommunen, der er plejeansvarlig. Det påpeges i svarene, at naturplejen må gennemføres nu, og man ikke finder ikke, at den bliver varetaget, hvilket understreger, at et salg af den ubebyggede del af jorden til Naturstyrelse, som DN har foreslået, er en meget bedre løsning for stedets natur, og det er også billigere for ejeren og kommunen.
Kystdirektoratet er i deres høringssvar utilfredse med at der ikke er redegjort for strandbeskyttelseslinjen, som de skal ansøges om dispensation fra. Den fremgår ikke af kortbilagene.
Trafik og støj:
De nærmeste naboer udtrykker stor bekymring for trafiksikkerheden og -belastningen af den ensporede adgangsvej til et evt. hotel, og finder ikke analysen af det dækkende. Kommunen må ikke nøjes med at acceptere bygherrens miljøanalyse, men må foretage en udtømmende egen vurdering af projektets kumulative virkninger sammenholdt med den eksisterende belastning både vedrørende naturbelastning, støj, trafik mm. Det anbefales at lokalplanen fastlægger klare og restriktive rammer for miljøpåvirkningen, herunder for trafik, støj, lys, slid, belysning mm., med krav om overvågning af overholdelsen. Flere af høringssvarene påpeger, at infrastrukturen som veje og vandforsyning ikke er dimensioneret til et hotel, og at det vil koste dyrt for skatteydere og vandværkskunder at opgradere det. I sit nuværende omfang vil det beskrevne projekt medføre gener for de omkringliggende huse, der skønnes klart at overskride den naboretlige tålegrænse.
Fredningen:
Et kommuneplantillæg og en lokalplan må ikke stride mod en fredning. I høringssvarene bedes der om, at lokalplanudkastet og kommuneplantillægget forholder sig til den gældende frednings formål og bestemmelser, og at der sættes rammer for at begge dele kan overholdes, specificeret punkt for punkt i lokalplanen. Lokalplanen bør ikke vedtages, før projektet er bragt i fuld overensstemmelse med fredningens formål og bestemmelser.
Det er fredningsbestemmelserne, der gælder, og deres overholdelse er en absolut forudsætning for at tillade byggeri og drift af et hotel. Et byggeri skal opfylde fredningens formål om at bevare og forbedre områdets naturværdier og at sikre gunstig bevaringsstatus af arter og naturtyper, og det er ikke sikret igennem lokalplanen. Fredningsbestemmelserne forbyder selvstændige boliger, terrænændringer, tekniske anlæg, veje, og stiller krav om offentlighedens adgang, også helt op til bygningerne, og de kræver også at bygningerne som udgangspunkt skal understøtte fredningens formål, med eksempelvis naturformidling, undervisning, udstilling eller lignende almene formål, og lokalplanen beskriver ikke opfyldelsen af dette.
Spildevandet:
En gennemgående kritik i høringssvarene vedrører spildevandet: Der gøres i svarene opmærksom på, at lokalplanen ikke kan vedtages, før en løsning er valgt og der foreligger et fuldt oplyst beslutningsgrundlag om dens miljøpåvirkning. Dokumentationen for det kan ikke udskydes til efterfølgende overvågning eller vilkår og den er nødvendigt for miljøvurderingen og for stillingtagen til projektet bl.a. af Kystdirektoratet og Fredningsnævnet. Høringssvarene gør opmærksom på at selv en potentiel påvirkning af vandføringens økologiske tilstand vil være hindring for et anlæg, og det er ikke sandsynligt at en renseløsning med udledning eller nedsivning kan opfylde miljømålene i vandområdeplanerne. En udledning til offentlig kloak er derfor den eneste løsning, der ikke vil belaste naturen. Dette er kommunen efterhånden også nået frem til, men der er stor utilfredshed blandt svarene med at kommunen ikke synes, at bygherren skal betale de mindst 10 mio. kr. som kloakledningen antages at koste, og at det er foreslået at det skal betales af skatteyderne og naboerne. Fuld offentlig kloakering betalt af bygherre ses som den eneste acceptable løsning.
Landskabelig påvirkning:
Forsøgstilladelsen stiller vilkår om, at Odsherred Kommune tilpasser projektet landskabeligt, Fredningsnævnet skal godkende byggeriet og Kystdirektoratet skal også tage stilling til påvirkningen af landskabet. Lokalplantillægget anfører endda at projektet samlet set vil bidrage til at opretholde eller endog styrke landskabets karaktertræk. Men projektbeskrivelsens visualisering bedømmes i høringssvarene som helt utilstrækkelig. Det påpeges at bygningshøjden ønskes øget med en etage, at glas i facader og orangeri giver lysforurening på det ellers mørke sted, og at beskrivelsen af påvirkningen af landskabet af det påtænkte byggeri må revurderes i lokalplanen, på grundlag af et mere retvisende materiale.
Kulturmiljø og fortidsminder:
Vestsjællands Museet påpeger i deres høringssvar, at ved en eventuel nedrivning af Skamlebæk Radiostations bygninger vil Odsherred Kommune miste et udpeget kulturmiljø. Projektet ligger i et kulturarvsareal med potentielt væsentlige fortidsminder samt et fredet fortidsminde, og at det må formodes, at der er flere end de kendte lokaliteter i området. Inddrages museet ikke til at lave en arkæologisk vurdering, kan der komme forsinkelser og store udgifter for bygherren til arkæologiske undersøgelser fortidsmindefredning.
Økonomi:
Den reelle gevinst eller udgift for kommunen ikke er afklaret. Flere af høringssvarene mener ikke at det er et økonomisk realistisk projekt og spørger hvad der sker hvis et hotel går konkurs og f.eks omdannes til lejligheder. Lokalplanen må derfor explicit kun tillade hoteldrift. Derved vil det kunne overholdes at fredningsbestemmelserne ikke tillader etablering af boliger og at forsøgstilladelsen udtrykkeligt kun tillader hoteldrift.
Størstedelen af kritikpunkterne er også blevet fremhævet ved de to tidligere høringer, som kommunen har valgt ikke at lytte til.
Sammenfatning:
Modstanden mod hotelplanerne er massiv og velbegrundet i både tekniske, miljømæssige og lokale forhold. Der er ikke tale om ”Not in my backyard” holdninger fra sommerhusejere, der ikke vil dele området med andre, for svarene er både fra borgere og fritidsborgere, der udtrykker konkret omsorg for stedets sårbare og beskyttede natur.
Kernebudskabet fra 85% af svarene er, at projektet i sin nuværende form tilsidesætter forsigtighedsprincippet og hensynet til naturens sårbarhed til fordel for et ønske om privat erhvervsudvikling, hvis gevinst eller udgift for kommunen ikke er undersøgt. De resterende 15% af svarene bakker op om projektideen, uden dog at komme nærmere ind på lovligheden, og en del af de svar er indsendt af folk, der ikke angiver deres tilknytning til området, og de er fremkommet kort efter at bygherrens rådgiver på Linkedin bad sine 6000 kontakter om at indsende positive høringssvar, også selvom de ikke havde forbindelse til stedet.
Læs også:
Massiv modstand mod badehotel på Skamlebæksletten
Naturturisme kræver vedligeholdelse af Odsherreds vandreruter
En grønnere turismepolitik er på vej i Odsherred
Grønne organisationer vil have indflydelse på Odsherreds turismepolitik