Massiv modstand mod badehotel på Skamlebæksletten
Odsherred Kommune har modtaget ikke mindre end 202 høringssvar til forslaget om ny lokalplan for Skamlebæksletten. Heraf er 85 procent stærkt kritiske overfor planen om at bygge et badehotel midt i fredet natur. Det undrer ikke formand for DN Odsherred Henrik Grüttner: - Det kan ikke undgås, at både byggeriet og brugen af hotellet kommer til at ødelægge naturen, siger han.Af Dorte Schmidt
”Sagen om Skamlebæk Badehotel er ikke bare en lokalplansag. Den er et eksempel på den grundlæggende konflikt, som i disse år præger udviklingen af dansk kystturisme: Hvor langt kan – og bør – man gå for at skabe vækst i naturen?”
Det spørgsmål stiller mediet Turistmonitor i artiklen 191 høringssvar afslører massiv modstand mod hotel i geopark, som er skrevet kort før fristen for høringssvar udløb fredag 24. april. I skrivende stund er høringssvarene af uvisse årsager ikke længere tilgængelige på kommunens hjemmeside.
Turistmonitor understreger desuden, at protester som ”Nej tak til badehotel”, ”Stop byggeri i fredet natur” og ”Projektet bør afvises” går igen i et omfang, der er svært at overse.
Seks markfirben på en time
Medlem af DN Odsherreds bestyrelse Bente Ilsøe gik 26. april en søndagstur i området, hvor hotellet skal bygges. I løbet af kun en time så hun seks markfirben, som er totalfredet og underlagt særlig streng beskyttelse af EU’s habitatdirektiv.
Fotos af de fundne markfirben kan ses i facebookgruppen Skamlebæk Naturlaug, og de er også registreret på arter.dk.
Opfordrer til positive svar
En af bygherrerne til hotellet, har på sin LinkedIn-profil opfordret sine følgere til at indsende positive høringssvar, men det er alligevel ikke lykkedes at overskygge den massive modstand mod hotelbyggeriet, som høringen dokumenterer.
Bygherren skriver blandt andet: ” Hvis du – eller nogen du kender – har en relation til området i Odsherred, eller hvis du faktisk bare synes, at idéen om at give stedet nyt liv som badehotel er værd at bakke op om, så giv din mening til kende, mens der stadig er tid.”
Pas på naturen
- I DN Odsherred håber vi, at politikerne nu indser, at man ikke kan bygge et hotel i et fredet område, uden det går ud over naturen, understreger Henrik Grüttner og fortsætter
- Naturen Odsherreds vigtigste attraktion, så den skal vi passe på.
Fotoet af firbenet er taget under en tidligere tur på Skamlebæksletten.
Læs også:
Resume af 202 høringssvar til hotelprojekt i fredet natur i Skamlebæk Odsherred
Naturturisme kræver vedligeholdelse af Odsherreds vandreruter
En grønnere turismepolitik er på vej i Odsherred
Grønne organisationer vil have indflydelse på Odsherreds turismepolitik