Grønne organisationer i Odsherred sætter naturturisme på dagsordenen
I Odsherred har vi 24.000 sommerhuse, og flere er på vej. Samtidig viser flere videnskabelige undersøgelser, at turister i dag ønsker at holde ferie i naturen. De vil vandre og cykle, de vil sove og spise undervejs, og de vil have natur- og kulturoplevelser. Det har fået Dansk Vandrelaug Vestsjælland, Friluftsrådet Nordvestsjælland og DN Odsherred til at sende en fælles opfordring til politikere om at få en ny turismepolitik, der matcher udviklingen.Af Dorte Schmidt, foto: Palle Made og privat
På over en tredjedel af Odsherreds 157 kilometer lange kyststrækning ligger der sommerhuse. Og selv om de ligger i noget af Odsherreds smukkeste natur, står de fleste af dem tomme det meste af året. Kun 4 procent af dem lejes ud.
Odsherred lever af turister, så det er oplagt at skifte spor for at tiltrække den gruppe af turister, der vælger bæredygtige, naturbaserede og autentiske oplevelser i deres ferier.
Til gavn for både natur og økonomi
– Vi er bekymrede over, at Odsherred Kommune ikke satser mere på naturturisme. Det giver ingen mening at bygge flere sommerhuse, hoteller eller forlystelser langs kysterne. I stedet skal vi bevare den natur og ro, som vores gæster kommer for at nyde, siger Bente Ilsøe, bestyrelsesmedlem i DN Odsherred.
– Naturturisme er til gavn for både naturen og den slunkne kommunekasse, og det har andre kommuner opdaget for længst. De tiltrækker turister ved at tilbyde velplejede vandre- og cykelruter, hvor det er muligt at sove og spise tæt på ruterne.
Den grønne gruppe bliver hørt
For at få indflydelse udarbejdede Dansk Vandrelaug Vestsjælland, Friluftsrådet Nordvestsjælland og DN Odsherred i januar et grønt oplæg til en ny turismepolitik for Odsherred med opbakning fra en lang række andre grønne organisationer og grupper.
Oplægget dokumenterer med henvisninger til undersøgelser og analyser, hvorfor det kan betale sig for kommunen at satse på naturturisme.
Oplægget blev sendt til alle medlemmer af byrådet og debatteret i erhvervsudvalget i februar 2026, hvor udvalget også behandlede et udkast til kommissorium for et dialogforum for erhverv og turisme i Odsherred. Det udkast blev sendt retur til administrationen, fordi det ikke var grønt nok. Det var det til gengæld, da et nyt kommissorium blev vedtaget i marts.
– Ikke alene fik vi en repræsentant fra Friluftsrådet med i forummet, mange af vores tanker og forslag var også med, fortæller Bente Ilsøe og henviser til tilføjelser som ”indtænke den grønne omstilling og naturens rolle som en del af erhvervs- og turismeudviklingen” og ”inddrage grønne potentialer, herunder bæredygtig turisme og grøn erhvervsudvikling”.
Debatten om turismepolitik spreder sig
Siden har debatten om Odsherreds turismepolitik spredt sig i de lokalpolitiske grupper på Facebook og i lokalavisen Nordvestnyt.
Nogle vil sige ja tak til investorer, der vil bygge sommerhuse, hoteller og forlystelser, mens andre vil have vedtaget en overordnet plan for, hvordan turismen skal udvikle sig, før man går i gang med de store projekter.
Flere store projekter
I øjeblikket er der planer om at bygge nye sommerhuse ved kysten på Sjællands Odde, Nordstrand og Lumsås. Et badehotel er på vej på Skamlebæksletten, selv om den er fredet. Og der er måske et skovtårn på vej i naturen ved Rørvig.
I den grønne gruppe er der enighed om at kæmpe imod den slags projekter, der ødelægger naturen eller placeres ved kysterne.
– Vi skal hele tiden huske, at det er naturen og kysterne, som tiltrækker turister. Alligevel friholder kommunen ikke naturbeskyttede, fredede og Natura 2000-områder med høj biodiversitet, når investorer får kig på et stykke ubebygget kyststrækning, understreger Bente Ilsøe.
Flere debatmøder er på vej
De grønne organisationer har nedsat en fælles arbejdsgruppe med repræsentanter fra Dansk Vandrelaug Vestsjælland, Friluftsrådet Nordvestsjælland, DN Odsherred, Sanddobberne Camping og Forenede Sommerhusejere i Odsherred, FSiO.
Arbejdsgruppen arrangerede en fælles bod og en velbesøgt paneldebat på Folkemødet i Odsherred i juni.
– Interessen for emnet var så stor, at Odsherred Biblioteker nu vil arrangere flere debatter om turismepolitik i efteråret og foråret i samarbejde med os og VisitOdsherred. Vi har med andre ord fået inddraget de første repræsentanter fra kommunen i arbejdet med at tiltrække turister, der ønsker at holde ferie i naturen, siger Bente Ilsøe og understreger, at opbakning fra byrådet og administrationen i Odsherred er en forudsætning for at komme videre.
Læs også
Læserbrev: Nej, vi er ikke bange for forandringer, vi er tværtimod fremsynede
Resume af 202 høringssvar til hotelprojekt i fredet natur i Skamlebæk Odsherred
Naturturisme kræver vedligeholdelse af Odsherreds vandreruter
En grønnere turismepolitik er på vej i Odsherred
Grønne organisationer vil have indflydelse på Odsherreds turismepolitik