Odsherreds drikkevand er nu bedre beskyttet
Odsherred Kommune er nået i mål med at beskytte vores drikkevandsboringer mod sprøjtegifte og andre kemikalier. DN Odsherreds formand og biolog Henrik Grüttner er godt tilfreds med resultatet. – Men det er vigtigt, at byrådet hurtigt kommer videre, så også de sårbare grundvandsdannende områder bliver beskyttet, siger han.Af Dorte Schmidt
Foto: Marianne Krag Petersen
For 27 ud af over 100 drikkevandsboringer i Odsherred har der tidligere være risiko for nedsivning af sprøjtegifte. Men det er heldigvis slut nu. Efter grundige undersøgelser har Odsherred Kommune udstedt påbud til lodsejerne om, at der ikke må bruges pesticider og andre kemikalier i en zone omkring boringerne. Størrelsen af zonerne afhænger af forholdene omkring den enkelte boring.
Andre kommuner halter stadig bagefter
Odsherred Kommune er en ud af de indtil videre kun19 kommuner, der har opfyldt kravet om at beskytte sårbare drikkevandsboringer. Mange af de i alt 98 kommuner halter stadig bagefter, selvom fristen for at få forbudt brugen af pesticider omkring boringerne udløb 1. marts 2025.
De mange overskridelser fik miljøminister Magnus Heunicke til i november for anden gang at indberette en stor del af kommunerne til Ankestyrelsen for lovbrud.
- Alle kommuner skal beskytte 100 procent, så danskerne også i fremtiden uden tøven kan åbne hanen og drikke vandet uden frygt for forurening og uden behov for kemisk rensning af drikkevandet, fordi kommunerne ikke har overholdt loven, lød han forklaring.
Kravet stammer fra et 25 år gammelt EU-direktiv
Kravet om at beskytte vores drikkevand stammer fra EU’s Vandrammedirektiv, der blev vedtaget i 2000, så det har indtil videre taget os 25 år at beskytte udsatte drikkevandsboringer mod giftstoffer.
Ud over at beskytte grundvand og drikkevand har medlemslandene også pligt til at beskytte vandet i søer, vandløb og havvand.
Vi mangler at beskytte fremtidens drikkevand
Næste skridt er at beskytte sårbare grundvandsdannende områder – også kaldet grundvandsparker, hvor fremtidens drikkevand skal komme fra.
Man regner med, at der på landsplan er i alt 230.000 hektar jord, der ligger over grundvandsparker. Heraf er 160.000 hektar landbrugsjord.
Hvor Odsherreds grundvandsdannende områder befinder sig, fremgår af kommunens Grundvandsredegørelse fra 2018. Her kaldes områderne for OSD, der betyder -Områder med særlige drikkevandsinteresser.
I Miljøstyrelsens kortlægning af grundvandet kan man se det seneste kort over grundvandsparkerne i Odsherred. Der er tale om ret store områder, som det ses af kortet.
Miljøminister Magnus Heunicke har heldigvis opgivet at lade kommuner og lodsejere indgå aftalerne om beskyttelse af grundvandet frivilligt, som det var tilfældet med beskyttelsen af drikkevandsboringerne. På et åbent samrådsmøde i Miljø og fødevareudvalget 25. november fastslog han:
- Vi skal sætte ind imod årtiers fejlslagne frivillighedsordninger. Jeg vil ikke gå ind for en løsning med frivillige aftaler. Det virker ikke på det her område, der skal konkret regulering til, som beskytter sårbare grundvandsdannede områder.
Grundvandsparkerne skal beskyttes hurtigst muligt
- Vi er selvfølgelig glade for, at drikkevandsboringerne nu er beskyttet. Nu håber vi så, at det kommer til at gå betydeligt hurtigere med at beskytte grundvandsparkerne mod giftstoffer fra landbruget, siger Henrik Grüttner, biolog og formand for DN Odsherred.
Han anbefaler, at det nye byråd i Odsherred tager fat på den opgave som noget af det første.
- Det er uacceptabelt, at beskyttelsen af vores grundvand ikke er sket for mange år siden. Vi må handle hurtigt nu, understreger han og henviser til, at DN Odsherred gentagne gange har rådet politikerne i Odsherred til at sikre kommunens drikkevand.
Uansvarligt ikke at gøre noget nu
Op til kommunevalget 2013 udgav DN Odsherred en folder med titlen ’Hvordan gør vi Odsherred endnu mere attraktiv’ med forslag til, hvordan man kan styrke naturen og miljøet i Odsherred. I den står der blandt andet:
Vi skal være opmærksomme på, at anvendelsen af miljøfremmede stoffer som pesticiderne kan være en trussel for vores fine drikkevand i fremtiden. DN Odsherred anbefaler, at kommunen med henblik på beskyttelse af grundvandet tilbyder konsulentbistand til omlægning til økologisk jordbrug.
- Vi har opfordret politikerne til at gøre præcis det samme til kommunalvalget i 2025. Hvis ikke der gøres en indsats nu, vil det blive for sent at stoppe giftstoffernes vej til drikkevandet. . Det er uansvarligt, hvis ikke politikerne løser problemet nu, siger Henrik Grüttner, som henviser til artiklen ’Kommunalvalg 2025: Her er DN Odsherreds mærkesager’.
Områderne kan forvandles til natur
Det er relativt nemt at beskytte både drikkevandsboringer og grundvandsdannende områder. Det vigtigste er, at der ikke bruges pesticider eller andre giftstoffer i området. I stedet kan man for eksempel bruge markerne til økologisk eller giftfri dyrkning af afgrøder eller skov og natur.
En anden mulighed er at sælge jorden til kommunen, vandværket eller private, der vil bruge området til natur.
Et godt lokalt eksempel på det er området med Nyrup Vandværks tre sårbare drikkevandsboringer. Vandværket og foreningen Skovgro købte området af de tre lodsejere og i marts i år arrangerede Skovgro sammen med lokale samarbejdspartnere den første fælles plantedag. Formålet er at forvandle landbrugsområdet til natur og på den måde være med til at sikre en fortsat høj kvalitet af drikkevandet.
- Den slags initiativer er en kæmpe hjælp, når det handler om at beskytte drikkevand, understreger Henrik Grüttner
Forbruget af pesticider er stigende
Han minder også om, at de pesticider, vi finder i drikkevandet i dag, i mange tilfælde stammer helt tilbage fra 50’erne, hvor vi begyndte at bruge pesticider. Siden da har forbruget været støt stigende.
- Der er aldrig blevet brug så store mængder af sprøjtegifte som i dag. Derfor er der desværre heller ingen tvivl om, at vi i de næste mange år vil finde stadigt større mængder af giftstoffer i drikkevandet, siger han.
Hjælp Danmarks Naturfredningsforening med at redde vores drikkevand.