Nyhed

Vi tænder bavnerne for fjorden

Sådan lyder sloganet for foreningen Red Isefjords markering af forårsjævndøgnet 20. marts, hvor der tændes bål på kysterne hele vejen langs Isefjord og Roskilde Fjord. I DN Odsherred er der glæde over at have fået en ny handlekraftig og kompetent samarbejdspartner.

For 1.000 år siden advarede bavnerne kystsamfundene mod fjender udefra. I dag er er det selve fjorden som er i nød: Iltsvind, døde bundområder, forurening og en dramatisk tilbagegang i livet i fjorden.

- Vi tænder bavnerne for at gøre opmærksom på, at vores fjorde er truet – og for at vise, at der er et stort lokalt engagement og ønske om at vende udviklingen, siger Torben Justesen, forperson for Red Isefjord.

Marinbiolog arbejder for både DN og for Red Isefjord

For DN Odsherred er det en stor fordel at have fået en handlekraftig samarbejdspartner, der kæmper for at få stoppet ødelæggelser af livet i fjorden.

- Vi har et rigtig godt samarbejde, siger Gunni Ærtebjerg, marinbiolog og bestyrelsesmedlem DN Odsherred.

- Personligt har jeg svært ved at skelne imellem, hvornår jeg arbejder for DN, og hvornår jeg arbejder for Red Isefjord. Eller hvornår jeg repræsenterer den ene forening og hvornår den anden. For mig er der ingen forskel, siger Gunni Ærtebjerg, der har boet ved Isefjord det meste af sit liv.

Samarbejdet om bavnerne

DN Odsherreds formand Henrik Grüttner, der også er også bestyrelsesmedlem i Red Isefjord, finder det vigtigt, at grønne organisationer har et tæt samarbejde lokalt.

- Og det har vi i Odsherred, understreger han.

I Odsherred bliver der tændt fem bavner langs kysten – blandt andet på strandengen ved Anneberg Kulturpark, der ligger syd for Nykøbing Sj.

Her er Dorte Schmidt fra DN Odsherred tovholder for forberedelser og tilrettelæggelse af arrangementet lokalt.

- Det er en fantastisk god ide, de har fået i Red Isefjord. Vi er alle bekymrede for den dårlige tilstand, fjorden er i, og den bekymring kan næsten ikke udtrykkes på en smukkere måde end med bål langs kysterne. Så selvfølgelig er vi også med, siger hun.


Vil du være med til at tænde en bavne?

  • Bavnerne bliver tændt fredag 20. marts kl. 19