Selv små mængder af sprøjtegifte får fisk til at ændre adfærd
Længe før pesticider når dødelige niveauer fiskenes levesteder, kan de forstyrre hormoner, skade hjernefunktionen og ændre fiskenes adfærd. Det viser en undersøgelse fra det australske universitet, UNSW Sydney. DN Odsherreds holdning er, at pesticider skal forbydes.At der er giftstoffer i Isefjord og i vandet langs Odsherreds kyster, er der ingen tvivl om.
I juni 2025 offentliggjorde Tænketanken Hav en undersøgelse, der viser, at både Isefjord, Sejerøbugten og kystvandet mellem Sjællands Odde og Korshage er i en "Ikke god kemisk tilstand".
I Isefjord, der er værst ramt, er der målt for høje værdier af op til 10-13 forskellige kemikalier.
Læs mere i Tænketanken Havs analyse ’Kemisk forurening af det danske havmiljø’.
Fiskene ændrer adfærd
De australske forskere har undersøgt, hvordan fisk i stimer opfører sig, når der er sprøjtegifte i vandet. Det viser sig, at selv små mængder af giftstoffer ændrer fiskenes adfærd.
Fiskene bruger mindre tid sammen i stimer, de forsvarer deres territorier i mindre grad og de gør færre forsøg på at parre sig.
Undersøgelsen viser også, at et sprøjtemiddel som Roundup har de stærkeste effekter på fiskenes sociale adfærd.
Når fisk ændrer adfærd, har det indflydelse på den økologiske balance i søer, åer, fjorde og havområder. Det går ud over biodiversiteten.
Læs mere om undersøgelsen i artiklen ’Pesticider gør fisk mindre sociale, og det kan få store konsekvenser for bestandene’
Pesticider er den mest bekymrende form for gift
Sprøjtemidler er som bekendt også farlige for os mennesker.
Det bliver endnu engang slået fast i en ny rapport om giftstoffer fra Deep Science Ventures – et firma som sammen med forskere skaber nye virksomheder, der løser problemer inden for landbrug, klima, teknologi og medicin på en måde, der er til gavn for både mennesker, miljø og klima.
Rapportens konklusion er, at den mest bekymrende gruppe af giftige stoffer er pesticider, fordi de både rammer økosystemer, biodiversiteten og menneskers sundhed. Blandt andet kan pesticider give øget risiko for spontan abort, misdannelser hos fostre og nedsat frugtbarhed hos både mænd og kvinder.
Læs mere i artiklen 'Rapport kritiserer årtiers svigt i reguleringen af kemikalier - og pesticider er den største bekymring'
DN Odsherred vil udfase brugen af sprøjtegifte
- Det er rystende, at landbruget stadig bruger store mængder af sprøjtegifte, når vi nu alle sammen ved, hvor dårligt Isefjorden har det, siger Henrik Grüttner, biolog og formand for DN Odsherred.
Han undrer sig samtidig over, at Odsherred Kommune ikke som flere andre kommuner har omlægning til økologisk eller sprøjtefri fødevareproduktion med som et af principperne i omlægningen af landbrugsjord i treparten.
I stedet har kommunen sammen med landbruget besluttet, at der skal tages hensyn til den ”særligt værdifulde landbrugsjord” – uanset om den sprøjtes eller ej.
- Det ville ellers være oplagt at bruge treparten til, at sætte en proces i gang, hvor man udfaser sprøjtegiftene og får mere giftfrit eller økologisk landbrug, siger Henrik Grüttner og understreger, at der kun er en ting at gøre:
- Vi skal have stemt nogle flere politikere, der bekymrer sig om natur, miljø og klima, ind i byrådet. Naturen er Odsherreds største aktiv, som fjorden og havet er en vigtig del af. Det kan ikke være rigtigt, at vi fortsat skal lade landmændene forgifte vores vandmiljø, siger han og henviser blandt andet til, hvor stor skade brugen af PFAS i sprøjtegifte har gjort.
Giv havet en detox
Det er ikke kun sprøjtegifte fra landbruget, men også giftstoffer fra byer og industri, der skader livet i havet og ender i fødekæden.
Derfor har Danmarks Naturfredningsforening nu startet underskriftindsamlingen ’Giv havet en detox’.
Kravet til politikerne er, at vi får:
- klar viden om hvilke giftstoffer, der forurener vores hav, og hvor de udledes fra
- faste grænseværdier for de giftstoffer, som forurener havet
- formindsket brugen af pesticider
- stop for tilladelser til at udlede spildevand, der indeholder gift over grænseværdierne