Nyhed

Sådan bliver principperne for omlægning af jord i Odsherred

Byrådet i Odsherred vedtog på byrådsmødet mødet 25. juni 2025 en række principper for arbejdet med omlægning af jord i forbindelse med den grønne trepart.
Jan Henningsen

Formålet med principperne er at have et fælles grundlag for vurdering og prioritering af, hvilke arealer, der skal udpeges til omlægning.

Efter at have udpeget skitseprojekter kan kommunen gå i gang med at udarbejde konkrete projekter i samarbejde med lodsejerne.

Principperne i Odsherred tager udgangspunkt i de principper, som treparten for Isefjord og Roskilde Fjord har udarbejdet. Følgegruppen for Grøn Trepart i Odsherred har tilpasset principperne, før deres forslag er sendt videre til vedtagelse i byrådet.

Følgegruppen består af repræsentanter fra blandt andet byrådet, landbruget, vandværkerne og Naturstyrelsen og Danmarks Naturfredningsforening, DN

 DN er ikke helt tilfreds

DN’s repræsentant i følgegruppen Ole Busck, næstformand i DN Odsherred og repræsentant i Treparten for Isefjord og Roskilde fjord, er ikke helt tilfreds med resultatet.

- Desværre er to vigtige underpunkter fra de principper, som treparten for Isefjord og Roskilde Fjord har foreslået, udeladt. Det drejer sig om punkterne om skovrejsning og ændring af fødevareproduktion til for eksempel økologi. Det er rigtig ærgerligt, vurderer han.

Ole Busck er desuden bekymret over et nyt princip for udtagning af jord i Odsherred, som ikke er med i den store treparts anbefalinger, nemlig at omlægningsplanen skal tage hensyn til den ”særligt værdifulde landbrugsjord” i kommunen.

- Heldigvis fik jeg igennem i følgegruppen, at hensynet ikke må gå ud over det samlede resultat, som Odsherred i følge grøn treparts rammeaftale er forpligtet til at nå, og det har byrådet også vedtaget, siger han og understreger, at for DN er en forbedring af natur, miljø og klima vigtigere end noget andet.

 Principper for udpegning af arealer

  1. Arealer, hvor udledningen af kvælstof kan reduceres mest

Det vil sige områder, der kan omlægges til vådområder, samt arealer der har svært ved at tilbageholde kvælstof (retention). Udledning af kvælstof er en af hovedårsagerne til iltsvind i fjordene.

  1. Arealer, som kan binde kulstof
    Lavbundsjorde med højt indhold af kulstof skal vådlægges, så kulstoffet bliver i jorden. Det vil mindske udledningen af CO₂ og dermed gavne klimaet.
  2. Arealer der kan omdannes til større sammenhængende naturområder
    Store sammenhængende naturområder øger biodiversiteten og er en forudsætning for at skabe værdifulde naturområder.
  3. Arealer med mulighed for synergieffekter
    Det vil sige arealer, der ved omlægning kan resultere i flere forbedringer på en gang:
  • Øget biodiversitet
  • Beskyttelse af grundvand
  • Forbedring af vandmiljøet i søer
  • Klimatilpasning
  • Rekreativ adgang og naturoplevelser
  1. Særlig værdifuld landbrugsjord
    Odsherred Kommune skal fortsat kunne producere fødevarer. Derfor skal det tages hensyn til den værdifulde landbrugsjord i kommunen.

Læs mere