Kvælstof fra landbruget er Isefjords største problem
I Lammefjord stammer hele 96 procent af den menneskeskabte udledning af kvælstof fra landbruget. Kun 4 procent stammer fra rensningsanlæg og overløb.Sådan ser tallene ud, når man ser bort fra den naturlige tilstrømning af kvælstof og stiller skarpt på den mængde, vi mennesker har ansvaret for.
- Derfor giver det heller ingen mening, når landbruget i forbindelse med den grønne trepart bliver ved med at hævde, at det er spildevand fra byerne, der har skylden for ødelæggelse af fjorden, forklarer Gunni Ærtebjerg, marinbiolog og medlem af bestyrelsen i DN Odsherred.
Han understreger samtidig, at det har være velkendt i mere end 40 år, at det først og fremmest er kvælstof fra landbruget, der ødelægger vores fjorde og indre farvande.
I den grønne trepart er det fastsat, at kvælstofbelastningen til Indre Isefjord bestående af Inderbredningen, Holbæk Fjord og Lammefjord skal reduceres med 593 tons om året for at opnå en god økologisk tilstand, et mål som vi ifølge EU’s Vandrammedirektiv har pligt til at opfylde.
Videnskabeligt dokumenteret
Med udgangspunkt i målinger og beregninger fra den internationalt anerkendt rapport ’Næringsstofbelastning, kildeopsplitning og kvælstofretention’ fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi har Gunni Ærtebjerg beregnet, hvor den menneskeskabte kvælstofbelastning af Isefjord kommer fra.
Målingerne i rapporten stammer fra 2016-2018, men udvaskningen af kvælstof er steget op mod 30 procent siden da. Årsagen er at Landbrugspakken fra 2016 tillod op til 30 procent mere gødskning med kvælstof. Samtidig var 2018 ekstremt tørt med meget lav udvaskning af kvælstof fra landbrugsjorden.
- Derfor er landbrugets belastning af Isefjord sandsynligvis undervurderet i mine analyser, understreger Gunni Ærtebjerg.
Isefjords største problem er kvælstof fra landbruget
I den indre del af Isefjord stammer 93 procent af den menneskeskabte udledning af kvælstof fra landbruget og 7 procent fra rensningsanlæg inklusive overløb som følge af voldsom regn.
I Lammefjord stammer 96 procent fra landbruget, mens kun 4 procent kommer fra rensningsanlæg og overløb.
- Der er altså ingen tvivl om, at det først og fremmest er landbrugets udledning af kvælstof, vi skal fokusere på, hvis vi skal redde Isefjord. Selvfølgelig skal udledningerne fra rensningsanlæg og regnvandsoverløb også reduceres, men det batter ikke ret meget i det store regnskab, forklarer Gunni Ærtebjerg.
Derfor er kvælstof Isefjords største problem.
Kvælstof er en del af den gødning, landmænd spreder på deres marker. Desværre siver en del af gødningen ud i dræn, kanaler, åer, søer og ender i fjorde og kystområder.
Lige som gødning – også kaldet nærringstoffer – får planterne til at gro på land, får det alger til at blomstre op i vand.
Så hvis der er for meget kvælstof, ødelægger det den naturlige balance i vandet og øger risikoen for fedtemøg og iltsvind.