Kom med ud på tur i Naturens Uge
I den første uge af september giver vi også i år naturen opmærksomhed, tid og nærvær. For når vi er i naturen, slapper vi af og bliver friskere i hovedet – uanset hvor gamle vi er.Danmarks Naturfredningsforening inviterer igen hele Danmark til Naturens Uge, som i år falder i uge 36 fra 1. til 7. september.
Børn og voksne skal opleve, at stressniveauet falder, koncentrationsevnen stiger og man får det fysisk bedre, når man er ude i frisk luft.
Samtidig knytter vi en stærkere forbindelse til naturen, der giver os lyst til at passe på både dyr, planter, miljø og biodiversitet.
Konkurrence om tidsforbrug
Ud over gode oplevelser i naturen byder Naturens Uge også på en konkurrence om, hvem der har brugt mest tid i naturen. Alle børnehaver, skoler, foreninger, arbejdspladser og familier opfordres til at tælle de minutter sammen, som de tilbringer i naturen.
Skriv det ned, hvis I går en tur, samler skrald, finder insekter laver bål eller bare hygger jer udendørs. Hver aktivitet tæller, og alle kan være med.
Når ugen er omme, kan I registrere jeres resultater på Naturens Uge og deltage i konkurrencen om fede præmier.
I DN Odsherred arrangerer vi tre hyggelige og spændende begivenheder i løbet af ugen. Vi glæder os til at være sammen med rigtig mange børn og deres voksne.