Giftig gople fundet i Nykøbing Havn
Det var en spændende, men også farlig lille vandmand, der dukkede op i Nykøbing Havn under Danmarks Naturfredningsforening Odsherreds arrangement for børn og voksne for nylig. Nu viser det sig, at der sandsynligvis er tale om den invasive og meget giftige klæbende gople.Til venstre sidder biolog Jan Østrup, som har arrangeret begivenheden.
DN Odsherred havde et vellykket arrangement på Nykøbing Havn i weekenden 19.-20. juli under titlen ’Under overfladen’ i flot vejr og med mange besøgende, der fangede krabber og andre dyr i havnen og kiggede på dem i akvarie og i mikroskop.
Invasiv og giftig
- På et tidspunkt fanger Morten Fich Lønnee og hans to piger en spændende lille vandmand, som vi ikke umiddelbart kan bestemme, så vi tager billeder af den og sender dem til Øresundsakvariet ved Københavns Universitet, fortæller Gunni Ærtebjerg, havbiolog og medlem af DN Odsherreds bestyrelse.
Svaret fra Øresundsakvariet er følgende:
”Dette kunne være det man kalder den klæbende gople (Gonionemus vertens), som vi også har fundet, et eksemplar af i Øresund for et par uger siden. Det er en invasiv art og den kan være rigtig giftig.”
Vær opmærksom
- Det er med andre ord anden gang, den giftige gople er fundet i vores farvande. Forhåbentligt bliver den ikke et problem i Isefjorden, men vi må holde øje med forekomsten og være opmærksom på, hvis badende bliver brændt og føler ubehag, understreger Gunni Ærtebjerg.
Svær at se
Goplen er ikke mere end 2-3 cm og er derfor svær at se. Den klæber sig til kroppen med sine giftige, brændende fangarme. Oprindeligt hører den hjemme i Stillehavet og er sandsynligvis kommet hertil med ballastvand fra skibe.
Ved de norske og svenske kyster har den uvelkomne gæst huseret i nogle år. Du kan sagtens fortsætte med at hoppe i vandet i Danmark. Men hvis uheldet er ude, er det godt at vide, at den findes.
Fotos: Gunni Ærtebjerg og Jan Østrup
Læs mere i DR’s artikel: Lille giftig gople fundet i Øresund: Lad være med at røre den, hvis du ser den og hos Wikipedia