Høringssvar

DN Odsherred: Afgrænsningsnotatet for Skamlebæk Badehotel er utilstrækkeligt

DN Odsherred har afgivet høringssvar til afgrænsningsnotatet for det planlagte Skamlebæk Badehotel. Vi vurderer, at notatet og det tilhørende materiale er for mangelfuldt som grundlag for en miljøvurdering.

- Vi mener ikke, at det foreliggende materiale giver et retvisende billede af projektets samlede påvirkning af natur, landskab og fredningsinteresser. En så stor udbygning i et sårbart kystområde kræver en grundig og gennemarbejdet proces, siger Bente Ilsøe fra DN Odsherreds bestyrelse.

I høringssvaret peger DN Odsherred på, at flere centrale forhold mangler eller er utilstrækkeligt behandlet – herunder habitatkonsekvensvurderingen, fredningsforholdene, håndtering af spildevand, landskabspåvirkningen, arkæologiske interesser og den fremtidige naturpleje.

Alt for kort høringsfrist

Foreningen kritiserer desuden den meget korte høringsfrist på 14 dage, som kun lige overholder lovens minimumskrav. Det, mener DN Odsherred, gør det vanskeligt at sikre, at alle relevante miljømæssige forhold bliver vurderet og at processen forløber transparent.

- Det er i alles interesse, at alle sten bliver vendt, før der træffes beslutning om et projekt af denne karakter. En grundig og åben proces er den bedste vej til et godt resultat for både naturen og lokalsamfundet, vurderer Bente Ilsøe.

Derfor opfordrer DN Odsherred til, at planprocessen udvides og kvalificeres, så alle miljømæssige, landskabelige og fredningsmæssige konsekvenser belyses fuldt ud, inden projektet eventuelt går videre i planlægningsfasen.

Læs hele høringssvaret:

'Høringssvar fra Danmarks Naturfredningsforening afdeling Odsherred vedr. afgrænsningsnotat for det projekterede Skamlebæk Badehotel'