Landmændenes naturindsats
Odsherred har – bortset fra en bræmme af sommerhuse langs kysterne – ikke meget uberørt natur. Derfor er det afgørende for biodiversiteten, at der tages hensyn til den på det dyrkede areal.Biodiversitetsarbejdsgruppens landbrugsgruppe under Grønt Råd Odsherred har med støtte fra Danmarks Naturfredningsforening produceret en stribe korte videoer om landmændenes naturindsats.
Nedenfor præsenteres disse videoer med en kort beskrivelse og link til de enkelte videoer.
Under Biodiversitetsarbejdsgruppen, nedsat af Odsherred kommunes Grønne råd og med deltagere fra DN Odsherred, Friluftsrådet, sommerhusenes grundejerforeninger og en række grønne ildsjæle findes en ’landbrugsgruppe’, som med støtte fra Danmarks Naturfredningsforening har produceret nogle korte videoer om, hvorledes landmænd kan gavne natur og biodiversitet på deres jord.
De seks film har samme struktur: landmanden fortæller under en markvandring og i dialog med en repræsentant fra kommunens naturafdeling, Frida, om sin indsats for at beskytte naturen og Frida kommenterer i forhold til betydningen for biodiversiteten.
Søren Boye med 60 ha jord ved Lestrup har opgivet at dyrke et vanskeligt tilgængeligt hjørne af ejendommen og har dermed givet naturen fred og gavnet biodiversiteten. Se filmen her: https://www.youtube.com/watch?v=gkjsA2vNuOE
Anders Mortensen har helårsgræssende herefordkvæg på sine relativt magre jorder ved Jyderup og på Korevlerne. Han følger princippet om holistisk afgræsning og gavner dermed både klima og biodiversitet. Kvægets aftryk på jorden er sammen med kokasserne meget gavnligt for biodiversiteten. Se filmen her: https://www.youtube.com/watch?v=bHmgd_Yhs7w
Carl Otto Gaarde og Mathias Hansen er naboer og dyrker et større areal på Egebjerg halvøen. Her har de undladt at dyrke helt ud i hjørnerne og lader lavbundsjorde og vådområder være urørte. Ved at afbryde dræning genopretter Carl Otto den naturlige hydrologi i disse områder. Se filmen her: https://www.youtube.com/watch?v=ztANsA5DWjY
Ulla Boll har et mindre landbrug også på Egebjerg halvøen. Hun har lagt jord til et projekt under Egebjerg bylaug, som med støtte fra Danmarks Naturfond oprensede og retablerede en sø. Filmen viser, hvorledes det har genskabt livet på et tilgroet §3-område. Nu kvækker frøerne igen! Se filmen her: https://www.youtube.com/watch?v=MytDGwP2ud8
Jesper Adler er optaget af at tilså sine marker med foder til sine økologiske grise med frøblandinger, der er tilpasset de naturgivne betingelser og fremmer artsrigdommen. Herved kan han også begrænse kvælstofudledningen til vandområder. Se filmen her: https://www.youtube.com/watch?v=e3yV6oDM13A
Nikolaj Schrøder producerer økologisk mel på Møllebjerggård ved Skaverup. Med sine frøblandinger, der tiltrækker bestøvende insekter, pløjefri dyrkningsmetoder og tilsætning af kompostekstrakter fremfor gødning gavner han på en gang klima, drikkevand og biodiversitet. Se filmen her: https://www.youtube.com/watch?v=yycpR_xhuxc